onsdag den 25. februar 2015

Jeg føler mig heldig

For nylig slap jeg mig selv løs i skoven på en af de her dejlige solbeskinnede februardage. Først var der stille derude. Kun lyden af mine egne støvler over den frosne sti. Skoven var trukket i sit vinter-galla-outfit: Rimfrost. Rimen glitrede og glimtede på stammer, grene, knop-per og de få blade, der er blevet hængende tilbage vinteren over. Begejstringen over skønheden ville ingen ende tage.

Det er typisk det der sker, når man som jeg, en naturelskende storbyboer, bevæger sig uden for caffelatte-kvarteret og lader sig overvælde af naturens iboende skønhed. Efter at have gået lidt i skoven og nydt landskabet omkring mig, begyndte jeg at lægge mærke til vinterfuglenes lyde. Jeg hørte en skovskade skratte længere inde i skoven og genkaldte mig dens smukke metalblå vingefjer.

En bevægelse fangede øjet. Jeg stoppede op, og så først ingenting. Men øjnenes autofokus stillede hurtigt skarpt på en lille fugl, der løb op ad en træstamme. En træløber på jagt efter insekter og edderkopper i den ujævne bark på et egetræ. Træløberen er alt andet end farverig. Til gengæld har det en vis underholdningsværdi, at se den løbe op ad træstammen indtil den beslutter sig for at flyve ned og starte forfra. Som om den ikke fik nok af den første løbetur.

På vej videre gennem skoven hørte jeg den karakteristiske lyd af halemejser. Det er ikke en mejse, som man kender den fra foderbrættet i haven. Men det er en virkelig fin lille fugl, i hvidt, sort og rødt med en meget lang hale - set i forhold til fuglens størrelse i øvrigt. Om vin-teren holder halemejserne sammen i små familiegrupper. Hvis man ikke lige vidste det, ville man som skovtursgæst næppe forestille sig, at de små halemejser har så stærkt et familie-bånd, at ungfuglene hjælper forældrene med at opfostre det kommende års kuld, inden de selv lægger sig familie til. Jeg føler mig heldig.

Som jeg går der i skoven, og verden åbner sig for mig. Jeg kender langt fra alle de fuglearter, der lever her til lands, og jeg er mildest talt ringe til at genkende fuglene på deres stemmer. Men jeg genkender flere af dem, og jeg genkender de træer fuglene sidder i. Det giver mig en oplevelse af at være beslægtet med skovens liv.

Præcis som min verden bliver lidt større, og mere rar at være i, når jeg ved hvem der bor i min opgang og jeg kan hilse på ham eller hende, der sidder i kassen i min lokale Netto-butik. Det får mig til at tænke på, hvor meget der går hen over hovedet på mine mange dejlige med-borgere, for hvem ”rødkælk” giver associationer til en bobslæde og ikke en fugl. Jeg behøver sådan set ikke se længere væk end til mine søskende.

Deres viden om naturen begrænser sig i det store hele til den erfaring, at træerne springer ud om foråret for at bladende kan falde af om efteråret. Og det må nogenlunde svare til landsgennemsnittet, når man i en undersøgelse for hele EU når frem til, at det blot er hver femte dansker, der ved hvad biodiversitet er, og hele 58 % af de adspurgte danskere aldrig har hørt ordet og da slet ikke aner, hvad det bety-der.

Den manglende viden om naturen ville ikke være et problem, hvis ikke det var, fordi naturen bliver fattigere for øjnene af os. Uden at flertallet kan se det. Og derfor ikke synes, at der er grund til at ændre på noget i samfundet. Der er jo grønt på marken og i plantageskoven, så hvad er problemet?!

I takt med, at min egen viden om naturen er blevet større, er min irritation steget, når jeg på ture ud i det danske landskab bliver mødt med udsagnet ”sikke en smuk natur!”, når vi står på en landevej og kigger ud over kuperede marker. Jeg tager oftere og oftere mig selv i at rette på misforståelsen, at udvide perspektivet: Jeg kan være enig i, at vi står overfor et smukt landskab. Men naturindhold, det er der dælme ikke meget af på marken!

Når jeg i sådan en situation begynder at fortælle om træløberen, skovskaden og halemejsen, der bor i de mere varierede løvskove, men ikke er så hyppige i de monotone plantager, så bliver verden lidt større for mine rejsefæller. Og de begynder at ane, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt at have en strategi for, hvordan vi får mere og bedre natur i Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar